American Gods Review – Politiken (Danish)

Skotte, Kim, “Glemte guder”, Politiken, 22 September 2001.

American Gods. (Headline Feature, 504 s., 135 kr. i Politikens Boghal).

Det moderne samfunds afguder bliver mødt af oprør fra en uventet side i kultforfatter Neil Gaimans visuelt appellerende roman.

Som manden bag ‘Sandman’ stod Neil Gaiman med sine »grafiske noveller« for et af de tegneserieprojekter, der blev beæret med betegnelsen litteratur. Så der er god logik i, at Neil Gaiman nu med sin fjerde roman ‘American Gods’ har skabt en roman, der er noget af det tætteste romanerne hidtil er kommet på at være tegneseriekunst uden billeder.

‘American Gods’ lyder umiddelbart også mere som et oplæg til en tegneserie end til en roman. Hvad blev der egentlig af alle de guder, som emigranter fra alle verdenshjørner og til alle tider har haft med til Amerika i deres kulturelle og mentale bagage? Ifølge ‘American Gods’ »lever« de stadig. Dog ikke i bedste velgående. Kali, Odin og en syndflod af indianske og egyptiske guder, keltiske nisser og feer og andet godtfolk lever deres mere eller mindre evige liv fra hånden og i munden. Som anonyme skikkelser i storbyens slum eller i små byer langt ude på landet. Godt på vej til at blive glemt og skygger af sig selv.

Afhængige som de er af blot, offergaver og andre former for tilbedelse. En nation, der som Amerika altid har voldsomt travlt med at opfinde nye materielle afguder, er et skidt land for de gamle guddomme.

Den melankolske kleppert Shadow føler sig mere død end levende, da han bliver løsladt fra fængslet. Hans elskede Laura er netop omkommet under tragiske og alt andet end stuerene omstændigheder. Hun var ved at give Shadows bedste ven et afskeds-blowjob, da parrets bil blev smadret af en modkørende truck. Da Shadow får et tilbud om arbejde fra en mystisk mand ved navn Wednesday bevæger han sig ind i en verden, hvor skillelinjen mellem liv og død, drøm og virkelighed, er udvisket. Også Laura viser sig at have et specielt forhold til det at være død.

Det går snart op for Shadow, at Hr. Onsdag er identisk med ingen ringere end Odin. Odin er på en mission. Han er i gang med at mønstre og opildne de gamle guddomme til et afgørende bråvallaslag mod de moderne afguder og deres lige så anonyme som magtfulde agenter. Det lyder jo ærlig talt som en omgang gudsforgående nonsens, men hatten af for Neil Gaiman, der er så talentfuld en fortæller, at han formår at få læseren til at glemme sin velbegrundede skepsis og give sig fortællingen i vold. Gaiman kan kunsten at spinde en ende, så man glad sluger kamelen og bare spytter ulden ud igen, mens man læser videre.

Fortællingen om gamle guder på fri fod i det moderne Amerika, er både en omgang kulørt kulturhistorie og en engelsk forfatters højst utraditionelle konfrontation med det amerikanske mysterium.

Det er en slags roadmovie, der både udspiller sig i det amerikanske landskab, dets byer og temaparker og bag virkelighedens kulisse. Helt undslippe fornemmelsen af at ‘American Gods’ ville have været en endnu bedre tegneserie end roman, gør man ikke. Gaimans orientering mod den visuelle fantasi fornægter sig ikke. Der er scener, der bliver hængende på nethinden selvom man kun har set den med sin fantasi.

Med den sympatiske Shadow som guide er ‘American Gods’ blevet en højst personlig roman, der konstant snor sig som en slange, men på hævdvunden kosmisk maner ender med at bide sig selv i halen og slutte cirklen. Med sin realistiske sprogtone og sit delvis fantastiske indhold er Neil Gaiman et godt bud på en underholdende kultroman og et særdeles velskrevet alternativ til den rene fantasy-genre.